| Flere

DGI Vestjylland på vej i topform

DGI vil være foreningernes foretrukne samarbejdspartner. Det er anledningen til, at DGI Vestjylland er gået i træningslejr for at komme i topform.

Foto: Morten Holm

Det var med begejstring, humor og store visioner at frivillige, foreningsrepræsentanter og ansatte i DGI Vestjylland samledes til nytårsseminar lørdag den 14. januar 2012 i Idom.

Dagen var kickstarten på DGI Vestjyllands mål om at komme i topform for at blive foreningernes foretrukne samarbejdspartner i forhold til at imødekomme danskerne behov for motion og breddeidræt. En dag som havde til formål at skabe et fælles billede af det nye DGI Vestjylland i topform.

Se billeder og konklusioner

Arbejdsgrupperne fandt frem til mange gode forslag til, hvad DGI Vestjylland skal udvikle på for at komme i topform.
Se alle billederne her

God grundform

DGI er allerede i god form. Organisationen har oplevet god vækst på 200.000 nye medlemmer over de sidste 10 år, så hvorfor har DGI et ønske om at komme i topform? Det gav et medlem af DGI’s hovedbestyrelse, Mona Langballe, seminarets deltagere et svar på.

- Idrætsbilledet har ændret sig, og det har skabt nye udfordringer for vores medlemsforeninger. For at vi bedst muligt kan hjælpe vores medlemsforeninger, så er vi nødt til at følge med udviklingen, siger Mona Langballe.

Foreningslivet står nu over for nye udfordringer, hvor en af de største er at skaffe frivillige i foreningerne. Samtidig vokser kravene til foreningernes aktiviteter, faciliteter og derfor også måden at drive forening på. DGI har på baggrund af en situationsanalyse vedtaget en ny strategi under navnet Strategi 2015, som skal bringe organisationen i topform til at imødekomme fremtidens muligheder og udfordringer.

Ny organisering

DGI Vestjylland er nu trukket i træningstøjet med en ny organisering og rollefordeling i landsdelsforeningen. Den nye struktur har afsæt i triologimodellen med en 3x3-organisering bestående af et formandskab, en ledelsesgruppe for aktiviteter og en ledelsesgruppe for foreningsudvikling, rekruttering og fælles kampagner/arrangementer.

- Ved at organisere arbejdet anderledes vil vi sikre, at der udføres det nødvendige arbejde, og at det giver mening for den enkelte, siger Hans Laurids Pedersen, formand i DGI Vestjylland.

Landsdelsformanden tilføjer:
- Vi tror, at vi i samarbejde med alle foreningerne kan få endnu flere mennesker til at blive aktive som idrætsudøvere og motionister. Denne satsning skal give flere medlemmer til foreningerne og flere frivillige, både i foreninger og hos DGI, tilføjer Hans Laurids Pedersen.

Et fælles billede

De frivillige, foreningsrepræsentanter og ansatte blev sat sammen i grupper for at danne sig et fælles billede af det nye DGI Vestjylland i topform. Der var en livlig snak rundt om ved bordene om, hvad der fungerer, og hvad DGI Vestjylland skal satse på at udvikle i den kommende tid.

Workshoppen bragte mange spændende forslag på bordet som springbræt til det nye DGI Vestjylland i topform.

Dagen blev afsluttet med sved på panden og et smil på læben, da Christian Bennedsgaard introducerede deltagerne for dansen Stomp.


Opdateret 16. januar 2012 Af Tanja Taulborg

Ejer: DGI Vestjylland